På grund af vor tids almene kulturelle overfladiske og egoistiske og forfladigelse, som også har bredt sig til ridekunsten, vinder afstraffelse af hesten desværre igen stærkt frem. Der findes faktisk ryttere både på højt og lavt niavu, som næsten sætter straffen over hjælperene! Hvad man får at se på dette område selv i fuld offentlighed er ganske forfærdende. Hos en fagmand trænger det spørgsmål sig uvilkårligt på, hvilke midler den slags ryttere mon betjener sig af, når de arbejder for lukkede døre. Enhver afstraffelse er helt sikkert forkert, når den fagligt uddannede iagtager ikke kan regne ud, hvorfor den gives.
Hvordan skal en hest i så fald vide, hvorfor den bliver straffet.
Men også en anden kendsgerning står fast: jo større rytterens personlige ambitioner er, og jo ringere hans kunnen, jo grovere vil han behandle sin hest. Han vil med magt andvendelse forsøge at bibringe heste, hvad han ikke kan opnå med de hjælpere der står til hans rådighed i henhold til de klassiske principper.
Straffens betydning må aldrig vurderes højere end hjælpernes, som det desværre ofte sker.
Før anvendelsen af en hvilken som helst straf bør rytteren stille sig 3 kardinalspørgsmål:
1 Er en afstraffelse virkelig nødvendig? (I tvivlstilfælde er det altid bedre at undlade afstraffelse end at straffe uretfærdigt)
2 Hvilken form for straf forekommer passende og i vilken udstrækning?
3. hvornår skal afstraffelsen gives?
Til punkt 1: Før enhver straf bør rytteren overveje om hesten virkelig er ulydig, eller om den ikke har forstået ham, eller måske overhovedet ikke er i stand til at opfylde rytterens krav. En rolig overvejelse er meget vigtig i dette tildfælde. Manglende forståelse og evne hos hesten udelukker nemlig enhver afstraffelse, hvis dens uddanlese ikke skal hæmmes af angst og dens tillid til mennesker svækkes. En uretfærdig og uforståelig straf, kan kun alt for let føre til genstridighed.
Hvis hesten bliver bevidst om sin styrke, kommer det til en styrkeprøve mellem den og rytteren, hvad man så vidt muligt bør undgå- Men under ingen omstændigheder må hestens frygt imødegås med straf, for så vil angsten for straffen blive føjet til frygten og derved i panikken bruge sin styrke mod rytteren af bare frygt og selvforsvar.
Punkt 2: Rytteren bør nøje kende sin hests temperament og følsomhed. Og han bør også være klar over dens forstandmæssige opfattelsesevne og dens uddanelsesniavu. Kun når han er helt på det rene med det, kan han fastsætte en passende straf. Den ligegyldige dovne hest må straffes kraftigere end den fyrige, overivrige,flittige. Den sidstnævnte vil ofte opfatte en forstærket hjælp som straf.
Punkt 3: Det kan ikke fremhæves ofte nok at straffen bør følge umiddelbart efter anledningen til afstraffelsen. Hvis det ikke sker, er virkningen forfejlet.
Et barn, der først om aftenen bliver straffet for en forseelse om morgnen, kan ikke længere begribe, hvorfor man straffer det. Det nøjagtiget det samme med den for sent straffede hest. Hvis rytteren ikke er i stand til straks at tildele straffen, må han helt opgive den, for en forsømt afstraffelse vil forvolde lige så stor ulykke som en uretfærdig afstraffelse.
At afstraffelse skal foregå konserkvent, og at de aldrig bør ske på grund af dårligt humør eller i vrede, behøver vel næppe at blive spicielt understreget. For man bør ALDRIG glemme hestens gode hukommelse eller dens tendens til at føle frygt. bestræbelserne på at vinde hestens tillid bør altid være en af uddannelsens hovedeprioiteter.
Rytteren bør altid være sin hest overlegen i SIND og BEHERSKELSE, for han skal ALDRIG undertvinge den med magt, men ved hjælp af klogskab få den til at underordne sig hans/huns vilje med venlighed.
Hvordan skal en hest i så fald vide, hvorfor den bliver straffet.
Men også en anden kendsgerning står fast: jo større rytterens personlige ambitioner er, og jo ringere hans kunnen, jo grovere vil han behandle sin hest. Han vil med magt andvendelse forsøge at bibringe heste, hvad han ikke kan opnå med de hjælpere der står til hans rådighed i henhold til de klassiske principper.
Straffens betydning må aldrig vurderes højere end hjælpernes, som det desværre ofte sker.
Før anvendelsen af en hvilken som helst straf bør rytteren stille sig 3 kardinalspørgsmål:
1 Er en afstraffelse virkelig nødvendig? (I tvivlstilfælde er det altid bedre at undlade afstraffelse end at straffe uretfærdigt)
2 Hvilken form for straf forekommer passende og i vilken udstrækning?
3. hvornår skal afstraffelsen gives?
Til punkt 1: Før enhver straf bør rytteren overveje om hesten virkelig er ulydig, eller om den ikke har forstået ham, eller måske overhovedet ikke er i stand til at opfylde rytterens krav. En rolig overvejelse er meget vigtig i dette tildfælde. Manglende forståelse og evne hos hesten udelukker nemlig enhver afstraffelse, hvis dens uddanlese ikke skal hæmmes af angst og dens tillid til mennesker svækkes. En uretfærdig og uforståelig straf, kan kun alt for let føre til genstridighed.
Hvis hesten bliver bevidst om sin styrke, kommer det til en styrkeprøve mellem den og rytteren, hvad man så vidt muligt bør undgå- Men under ingen omstændigheder må hestens frygt imødegås med straf, for så vil angsten for straffen blive føjet til frygten og derved i panikken bruge sin styrke mod rytteren af bare frygt og selvforsvar.
Punkt 2: Rytteren bør nøje kende sin hests temperament og følsomhed. Og han bør også være klar over dens forstandmæssige opfattelsesevne og dens uddanelsesniavu. Kun når han er helt på det rene med det, kan han fastsætte en passende straf. Den ligegyldige dovne hest må straffes kraftigere end den fyrige, overivrige,flittige. Den sidstnævnte vil ofte opfatte en forstærket hjælp som straf.
Punkt 3: Det kan ikke fremhæves ofte nok at straffen bør følge umiddelbart efter anledningen til afstraffelsen. Hvis det ikke sker, er virkningen forfejlet.
Et barn, der først om aftenen bliver straffet for en forseelse om morgnen, kan ikke længere begribe, hvorfor man straffer det. Det nøjagtiget det samme med den for sent straffede hest. Hvis rytteren ikke er i stand til straks at tildele straffen, må han helt opgive den, for en forsømt afstraffelse vil forvolde lige så stor ulykke som en uretfærdig afstraffelse.
At afstraffelse skal foregå konserkvent, og at de aldrig bør ske på grund af dårligt humør eller i vrede, behøver vel næppe at blive spicielt understreget. For man bør ALDRIG glemme hestens gode hukommelse eller dens tendens til at føle frygt. bestræbelserne på at vinde hestens tillid bør altid være en af uddannelsens hovedeprioiteter.
Rytteren bør altid være sin hest overlegen i SIND og BEHERSKELSE, for han skal ALDRIG undertvinge den med magt, men ved hjælp af klogskab få den til at underordne sig hans/huns vilje med venlighed.
RSS Feed